[FuldtNavn]s aner


Billede

Billede Dick Ejgil SINDHOLT [83]

      Køn: M

Forældre
            Far: Aksel Villiam SINDHOLT [44] 
            Mor: Eva FRANSEN [81] 

Ægtefæller og børn
1. *Elisabeth HOWART [1005]
           Børn:
                1. Ben SINDHOLT [1006]

2. Sheena SINCLAIR [1007]


Billede
Elin SINDHOLT [84]

      Køn: K

Forældre
            Far: Aksel Villiam SINDHOLT [44] 
            Mor: Eva FRANSEN [81] 

Ægtefæller og børn
1. *Willy PEDERSON [1008]
           Børn:
                1. Joanne PEDERSEN [1009]

2. Authur BRYANT [1010]
           Børn:
                1. Michael BRYANT [1011]
                2. Veronica BRYANT [1012]
                3. Jason BRYANT [1013]

3. Terrence McCARTHY [1014]


Billede
Ellen Magrethe SINDHOLT [16]



      Køn: K

Personinformation
           Født: 5 feb. 1905 - Tolstrup, Herslev Sogn, Vejle Amt 521
            Dåb: 21 apr. 1905 - Herslev Kirke
            Død: 24 aug. 1962 - Køge, Køge, Roskilde, Danmark 137
       Begravet: 28 aug. 1962 - Køge, Køge, Roskilde, Danmark 522
      Dødsårsag: 

Begivenheder

1. Folketælling: 1 feb. 1911, Hammershøj, Nr. Herlev, Frederiksborg, Danmark. Jens Jensen-m-16 nov 1877-g-folkek-Rye-0 1910-Randbøl-husfader-maskinpasser
Signe Jensen-k-1 apr 1881-k-folkek-Mjesing-1911-Randbøl-0 husmoder
Ellen Jensen-k-5 feb 1905-Hersløv-barn
Robert Jensen-m-12 jun 1907-Smidstrup-0-barn
Henry Jensen-m-31 nov 1910-Herløv-barn

2. Folketælling: 1 feb. 1916, Ringkøbing. Folketæ0 lling 1916 for Enighedsvej nr. Forhuset-kvisten i Ringkøbing-fil nr. 00305.tif
navn-køn-født-gift-kronisk syg-stilling-erhverv-arbejdssted-indtægt-skat
Jens Sindholt-m-16-11-0 1877-g nej Fader Maskinpasser kalkandelsfabrikken 1100-17,80
Signe Sindholt-k 01-04-1881 g nej Moder
Ellen Margrethe Sindholt k 05-02-1906 barn
Henry Valdemar Sindholt m 31-05-1910 barn
Gudrun Marie Sindholt k 28-09-1912 barn
Aksel Villiam Sindholt-m 09-1914 barn


Forældre
            Far: Jens SINDHOLT [41] 
            Mor: Signe ANDERSDATTER Sinding [42] 

Ægtefæller og børn
1. *Alfred Lykke DAVIDSEN [15]
       Ægteskab: 12 jul. 1929 - Køge Rådhus, Køge, Roskilde, Danmark 138
         Status: 
           Børn:
                1. Leif Lykke DAVIDSEN [17]

Notater
Parnotater (Alfred Lykke Davidsen)
12 juli 1929 Køge Rådhus af fung. Borgmester J.Blume Vidner. kommunekasser Aage Christensen, køge-kontorist H.Jørgensen, køge. Brudgommens bopæl. Kjøge Langshusgade Brudens bopæl. Frederiksberg al le 45.

Billede Erik SINDHOLT [74]



      Køn: M

Personinformation
           Født: 29 okt. 1934 - Frederikssundsvej, , , Danmark
            Dåb: i Brønshøj Kirke
            Død: aug. 1977
       Begravet: 14 aug. 1977 - Peder Syv Kirke, Gadstrup
      Dødsårsag: 

Forældre
            Far: Robert Vilhelm SINDHOLT [43] 44 
            Mor: Ingrid Marie Olivia LARSEN [72] 259 

Ægtefæller og børn
1. *Inge LARSEN [75]
           Børn:
                1. Lisbeth SINDHOLT [77]
                2. Birgitte SINDHOLT [76]


Billede
Gerda Mary SINDHOLT [48]



      Køn: K

Personinformation
           Født: 2 sep. 1919 - Ringkøbing 520
            Dåb: 21 sep. 1919 - Ringkøbing Kirke, Ringkøbing, Ringkøbing, Danmark
            Død: 23 okt. 1997 - Kolding, Brusk, Vejle-C469, Danmark
       Begravet: 30 okt. 1997 - Brændkjærkirken, Kolding, , Danmark
      Dødsårsag: 

Begivenheder

1. Folketælling: 1 feb. 1925, Vejen, Vejen, Ribe, Danmark. Fr d 7 gade indførsel nr. 11
Jens Sindholt-M-16/11-1877-Ry, Skanderborg Amt-Dansk-G-Husfader-Fyrbøder-Fr. d. 7 gade 12, vejen
Signe Sindholt-K-1/4-1881-Mesing, Skanderborg Amt-Dansk-G-husmoder-
Gudrun Sindholt-K-29/9-1912-Hammersholt, Frederiksborg-Dansk-Barn-
Aksel Sindholt-M-13/9-1914-Maade, Esbjerg? Ribe amt-Dansk-Barn-
Otto Sindholt-M-19/10-1916-Ringkøbing, Ringkøbing-Dansk-Barn-
Gerda Sindholt-K-2/9-1919-Ringkøbing, Ringkøbing-Dansk-Barn-
Anna Sindholt-K-28/2-1923-Vejen Ribe Amt-Dansk-Barn-


Forældre
            Far: Jens SINDHOLT [41] 
            Mor: Signe ANDERSDATTER Sinding [42] 

Ægtefæller og børn
1. *Jørgen Marius NIELSEN [98]
       Ægteskab: 29 sep. 1940 - Skodborg Kirke
         Status: 
           Børn:
                1. Hans-Jørgen SINDHOLT [99]
                2. Vagn Erik SINDHOLT [101]
                3. Jens Carsten SINDHOLT [100]


Billede
Gitte Bjørk SINDHOLT [103]

      Køn: K

Forældre
            Far: Hans-Jørgen SINDHOLT [99] 
            Mor: Anita Lindstrøm HENRIKSEN [102] 

Ægtefæller og børn
1. *Per Tonne SINDHOLT-TONNESEN [2313]
           Børn:
                1. Ida SINDHOLT-TONNESEN [3698]

2. Jens Kristian BECH [10486]


Billede
Gudrun Marie SINDHOLT [6]



      Køn: K

Personinformation
           Født: 28 sep. 1912 - Hammershøj, Nr. Herlev, Frederiksborg, Danmark 523
            Dåb: 24 nov. 1912 - Hammersholt Kirke, Nr. Herløv, Frederiksborg, Danmark 524
            Død: 30 aug. 2004 - Rødovre, Kbh., Kbh.-156, Danmark 298
       Begravet: 2 sep. 2004 - Rødovre Kirkegård
      Dødsårsag: 

Begivenheder

1. Levnedsforløb: Mine forældre blev gift den 7.maj 1904. Det var et stille bryllup, for mors far og hans nye kone ville ikke give deres tilladelse og mor skulle være 25 år for at få sin mødrende arv (som stod i Overf ormynderiet udbetalt). Fars bror Søren og hans kone Rasmine var gæster og far havde bestilt middag på et pænt hotel i Vejle. Far og mor elskede og støttede hinanden hele livet og det varede nogen ti d før mor tilgav sine forældre. Den 5. februar 1905 blev min søster Ellen født og så forøgedes familien rask. Robert blev født den 8.juli 1906. Henry 31.maj 1910. Jeg blev den næste i rækken, som slu ttede med Anna der er født den 25. februar 1923. Mine bedsteforældre og min moster opgav deres modstand mod ægteskabet, og mødte op til Ellens barnedåb, og da jeg blev døbt var bedstemor gudmor. Mo r havde ellers bestemt at min moster skulle bære mig, men det mente bedstemor ikke hun kunne klare. Min familie består af mine forældre og mine syv søskende. Jeg er nr. 4 og født i Hammersholdt. Mede ns vi boede i Ringkøbing blev tre af mine søskende født, Aksel, Otto og Gerda. Mine klare erindringer begynder her. Vi boede på Aldershvilevej, vort hus var et dobbelt hus, bygget sammen med skrædde r Møllers hus. Da min søster Ellen skulle konfirmeres havde far bestilt karet og jeg havde fået lov at køre med til kirke. Jeg var kun 7 år og fyldte ikke ret meget, men så dukkede min morbror op, o g jeg måtte grædende se kareten køre. Jeg synes ikke jeg vil undlade at fortælle en sørgmunter lille historie. Vi havde et stueur som var prydet med en hest som stejlede, men i 1918-19 efter 1. verde nskrig drev der store hornminer i land, de blev presset ind i fjorden af vestenvinden, og der var til stadighed vagt med minørhold som sprængte minerne når de drev i land. Disse eksplosioner var så k raftige så huset rystede, og det var mange skader der opstod. Mor og min storebror limede utrættelig ben, hale, og hoved på. Men en søndag da vi sad ved middagsbordet, og den stakkels hest igen havne de på gulvet, og hele familien samlede stykkerne sammen bad far om at få dem og til vor store forbløffelse puttede han alle stumperne i kakkelovnen. For få år siden genså jeg for første gang uret me d hesten på en udstilling i Brede. Lige efter krigen kom den spanske syge, vi var alle på nær far syge. Gode venner hjalp os meget, og vi overlevede alle. Den 2. september blev min lillesøster Gerd a født så var vi syv søskende, men vores hus var rummelig, og der var meget plads til udendørs aktiviteter. I august var jeg begyndt i skolen, og det var jeg meget glad for. Lærerinden frøken Erlands en beundrede jeg meget. Far arbejdede på Kalksandstens fabrikken, men efter krigen 1914-18, var byggeriet næsten gået i stå. For at undgå lukning startede fabrikken på at lave lyngmel, som blev brug t til at blande i kreaturfoder, der var knaphed på alt. Det var meget brandfarligt, og så skete katastrofen. Fabrikken brændte, og der var ikke penge til at starte påny. Far var utrættelig til at søg e nyt arbejde, og det lykkedes. Det betød dog at vi måtte sælge huset og rejse til Harbjerg som lå nogle kilometer fra Brørup St. Alt så lyst ud, far skulle være formand og der hørte et stort hus me d til stillingen. Det blev opvarmet fra det store teglværk. Mor var glad for det gode hus med 3 værelser i stueetagen, og 2 rummelige børneværelser på 1. sal, men så kom besværlighederne, vi boede ud en for bygrænsen, og kunne ikke få adgang til Brørup kommuneskole, en ny skole med 7 klasser, men var henvist til en lille landsbyskole med 2 klasser som fungerede som fire. Lærerinden havde 2 i si n skolestue og læreren 4 i sit klasseværelse. Henry og jeg fik 4 km. at gå hver dag. Det var en stor omvæltning for os. Klokken syv om morgenen travede vi afsted og kl. 4 om eftermiddagen var v i hjemme igen. Min bror Robert var begyndt i realskolen i Ringkøbing, og mine forældre ville gerne han skulle have sin realeksamen, men der var ikke realskole i Brørup, så han skulle rejse til Veje n hvor der var en privat realskole. Det var temmeligt dyrt. Min søster Ellen blev pige hos direktøren på teglværket, det var en meget blandet fornøjelse, men der var ikke andre muligheder. Aksel, Ott o og Gerda var for små til at gå i skole men der var store legemuligheder, bl.a. en meget stor grusgrav, som vi snød os til at lege i. Omkring teglværket var der et net af tipvognsspor, men det var f orbudt område, men mine små brødre og deres jævnaldrende kammerater legede karrusel med den drejeskive der skulle lede tipvognene ind på et andet spor. En dag skete der en ulykke, Otto faldt og slo g hovedet på skinnekanten, det var meget alvorligt idet han fik kraniebrud og tilbragte 4 måneder på sygehuset i Brørup. Ulykkerne væltede ind over mine stakkels forældre, tegl værket gav underskud o g det resulterede i at det lukkede. Far skulle blive i 3 måneder for at have opsyn og tilgodese afviklingen af varelagret mm- Hele dette sørgelige eventyr havde kun varet ca. 1 år. Så brød vi atte r teltpælene op og flyttede til Vejen. Far havde fået arbejde som fyrbøder og maskinpasser på Alfa margarinefabrik. Mine forældre måtte købe et meget gammelt og dårligt holdt hus, men ved fælles hjæl p kom huset til at se rigtigt pænt ud, men det var fugtigt og vi gik fra køkkenet lige ud i gården. De toppede brosten og den gamle pumpe af træ, og grøften der tjente som kloak husker jeg tydeligt . Der var på den tid stor røre i byen, for vores ny distriktslæge Dr. Teglmand gjorde et stort arbejde for at afskaffede sundhedsfarlige brønde og få lagt vand ind i husene fra det nye vandværk. I vo res nye hus, far tegnede det selv, og som var klar til indflytning april 1923, var der lagt vand ind både i vaskehuset og køkkenet. Vi fik nu god plads, og mor nød sit fine nye hus og store spisekamm er med kælder under. Men mor blev syg af gigtfeber, og min lillesøster Anna, var også syg af krampeanfald mm Naboens voksne datter hjalp os hun lavede mad, gjorde rent og passede os børn, det var ikk e noget let job, men Thora havde et ukueligt humør, og vi børn havde lært at hjælpe til, så det gik. Thoras forældre,mest moderen, var blevet frelst, dvs at de havde tilsluttet sig indre mission, de t fik vi glæde af. Mine 3 små søskende kom i søndagsskole, og kom hjem med 3 sparebøsser de skulle samle penge til Afrikas børn. På sparebøsserne stod en manende tekst (Gud elsker en glad giver) Thor a skulle på skole og senere ud i den store verden og frelse sjæle, men Thora var en udadvendt og jordnær pige så inden længe var hun gift. Thora havde fuldt ud levet op til teksten på sparebøsserne , hun ville ikke have penge, så mine forældre gav hende en gave. I Vejen fik vi igen en god og regelmæssig skolegang, og jeg var heldig og fik en meget dygtig lærer. I de fire år jeg var elev hos Lær er Mortensen lærte han mig det meste af hvad jeg ved, samtidig læste han gode bøger op, og anbefalede os at læse gode forfattere. Min bror Robert fik en fin realeksamen, men mulighederne for at brug e sin viden var så små, at Robert kom i malerlære. Hans mester havde en del opgaver med at restaurer gamle landsbykirker, og Robert var god til at tegne og havde en fin farvesans, det fik han brug fo r nu. Min søster Ellen rejste til København og fik plads som ung pige i huset, det var ikke altid hun var særlig heldig. Hun var flittig til at skrive, og kom hjem nogle dage i sommerferien. Hele fam ilien var på banegården for at modtage hende. Det var meget festlig, og Ellen havde for sin lille løn købt en lille gave til os alle sammen. Min bror Henry havde afsluttet sin skolegang som det var s kik i syvende klasse, og han ville være smed. Hans læreplads hos smeden i Gamst var ikke uden problemer, der var flere gange hvor Henry højrøstet luftede at nu havde han fået nok, så måtte far træd e til og klare skærmydslerne, for det at rende fra sin læreplads var meget ildeset. Men en dag blev Henry svend, og forlod smeden i Gamst for aldrig at vende tilbage. Han rejste til København, fik ar bejde på et værksted, på Nørrebro, der var gode forhold og faste arbejdstider. Een af hans arbejdskammerater havde et værelse tilovers, og Henry fik på den måde en ny familie. I mellemtiden var jeg b levet konfirmeret, og kommet ud at tjene. Min første plads hos et ældre ægtepar, de var begge omkring 70 år, var ikke uden problemer, jeg længtes hjem og mit værelse var ingen hyggestue, for der va r kun en seng og et trebenet vaskestel med hvid emaljeret kande og vandfad samt min kommode. Der var ingen muligheder for at opvarme det, og vinteren var temmelig hård, vandet i vaskefadet frøs om na tten og tagvinduerne var ikke til at se ud af. Jeg blev der et år, men det var under stærk pres fra min mor. En kort tid var jeg hos en ung enke med 3 små børn. Hun giftede sig og flyttede til Haders lev, og jeg kom til en indre missions familie. Min søster Ellen havde tjent der, og de forventede at jeg var en ny Ellen, det kunne jeg ikke leve op til. Den eneste positive ting hos mig var at jeg k unne hjælpe Gunnar med hans lektier, det betød at jeg lavede næsten alt hans hjemmearbejde. Gunnar gik i den private realskole, han var kvik nok, men lysten manglede totalt. Fru ? prøvede at overtal e mor til at jeg skulle fortsætte, hun roste mig, jeg var dygtig og pålidelig, men hun sagde ikke at hun ikke kunne lide mig og rettede på mig hele tiden. Det værste var at hun skyldte mig for at lyv e når Alfred, den store søn med den store appetit åd frikadellerne, som stod i kælderen hvor jeg skulle gøre rent. Jeg kom heldigvis derfra, for mor blev syg og indlagt på Kolding sygehus, og jeg pas sede så hus og børn, det var ikke noget let job. Aksel var i lære hos en stor snedkermester i Vejen, men han boede hjemme og protesterede meget over maden og Otto var på hans side. Mor kom hjem, og j eg skulle ud at søge plads igen, for at få noget at lave måtte jeg til Århus og havnede hos en meget ejendommelig familie. Fruen var 20 år ældre end sin mand. Hun havde en datter på 16 år, som havd e været hos bedsteforældrene, men var kommet hjem for at hjælpe med de 2 små søstre. De var 2 1/2 og 1 år, og da (Tutsi) storesøsteren var i skole om formiddagen skulle jeg køre med dem. Det var inge n let opgave især fordi det var en streng vinter, med sne og 15% frost. Maskinmesteren havde fast nattevagt og skulle sove om formiddagen og jeg tror ægtefællerne hyggede sig. Klokken 2 måtte je g komme hjem, at jeg ikke frøs ihjel var mærkeligt. Tutsi og jeg delte værelse, men om dagen skulle de små også lege der, så privatliv var der ikke meget af. Heldigvis varede det kun 3 mdr. for stakk els Tutsi, som havde gået i en landsbyskole, kunne ikke klare de nye krav, og det vanskelige liv på hjemmefronten. Stedfaderen forfulgte hende, og nedvurderede hende, det har været slemt for en pig e på 15 år, for hendes mormor havde elsket og forgudet hende, hun overtog mit job. 1. maj blev jeg barnestuepige hos en fabrikant, det var der jeg traf Dagny, hun var kokkepige. Dagny blev min gode v en for hele livet, vi delte interesser, sorger og glæder hele livet, men Dagnys sidste år blev svære, hun fik blodpropper i hjertet og ledegigt. Hendes mand døde da hun var 55 og de sidste 15 år ble v bitre år. Ledegigt og dårligt hjerte gjorde hendes hverdag til et mareridt, med store mængder medicin som forårsagede mavesår mm For at vende tilbage til min plads hos fabrikanten, som boede i en d ejlig villa i Marselisborg. Det var store krav der blev stillet til de unge piger, for mit vedkommende var havearbejde kædet sammen med at være herskabsstuepige med sort kjole og hvid kappe og forklæ de. Dagny og jeg boede sammen i et fugtigt kælderværelse, den eneste fordel var at vi kunne forlade huset uhindret, efter kl. 9 om aftenen. Vi havde kun fri hveranden søndag fra kl. 2. Men grundlovsd ag mente jeg at vide at vi havde ret til at få fri fra kl. 12, stor opstandelse. Fruen prøvede at overtale Dagny, men hun holdt stand. Resultatet var en skriftlig opsigelse dagen derpå til 1. Novembe r,og Dagny måtte bøde for at hun støttede mig. Jeg er ked af at jeg ikke har gemt den opsigelse! For mit vedkommende var den politisk begrundet. Familien så sig ikke i stand til at have en socialis t i huset, men for ikke at skifte tjenestefolk i utide holdt de pænt ud til den 1. november. Min næste plads var lidt uden for landsbyen Mundelstrup, det var på alle måder en stor fejltagelse. Famili en, unge mennesker med fire børn, men gården lå langt ude på landet, og udover ballerne på kroen, som jeg ikke deltog i, var der ingen adspredelser. Til alt held for mig skulle gården sælges på tvang sauktion, og fruen synes det var synd for mig at jeg skulle blive til den bitre ende, så jeg blev frit stillet med at søge væk. Mine forældre skaffede mig så til Hellerup. Det var en omvæltning til d et bedre. Jeg fik en god plads med megen frihed, og der skete det at disse mennesker altid behandlede mig med venlighed og respekt. Det havde været svært for dem at holde på deres piger fordi de alti d var ude om aftenen, og Uffe skulle jo passes dvs jeg læste godnathistorie for ham og havde så aftenen til at læse i. (Kontorchefen) købte alt hvad der udkom af bøger, samt mange gamle klassikere. J eg måtte vælge frit, og det blev til mange bøger, i de knap 2 år jeg var der. Var gode år. Det sidste år skete der store omvæltninger i dagligdagen, idet fruen blev gravid, og det var ikke den stor e lykke. Uffe var syv år, og hans glæde for lillebroderen var meget behersket, det kom jeg til at lide under, for han blev helt utålelig, og udspekulerede forskellige julelege. Det blev så slemt at f aderen greb ind og gav ham en omgang og undskyldte hans opførelse mod mig, men en sag har altid 2 sider, og moderen mente jeg var den skyldige, så jeg handlede omgående og sagde op med det samme. Fre den blev genoprettet, men hverdagen var ikke problemfri, så jeg rejste til 1. november. Så gik turen til "Pilealle", hos en ældre fabrikantfamilie med fem voksne sønner og en datter. Der traf jeg Edi th, hun var sønderjyde, og mente at jeg som talte et nogenlunde rigsdansk var helt forkert, men efterhånden vænnede vi os til hinanden og blev gode arbejdskammerater. Det var et rigtigt herskabshus m ed vinkælder og meget fine madvaner. Fruens theselskaber var min store rædsel, med rullende thevogne, sølvthekander, sølvthesier mm Det var kun når svigerdatteren var med at der skete noget oplivende . Hun var barnebarn af maleren Marstrand, og hun var en livlig og meget fordomsfri dame. Det var mit indtryk at fruen sad og krummede tæer når hun fik et friskt indfald. Jeg fik 60 kr. om måneden, o g min arbejdsdag begyndte kl. 6.30 og sluttede meget ofte kl. 11.30 om aftenen, for det hørte til mine pligter at tømme stuerne for blomsterbuketter, tømme askebægre. Der var altid mange, for sønnern e havde altid blomster med til deres mor. Blomsterne skulle stilles ud i anretterværelset, og lamperne i stuerne skulle slukkes Edith gik altid i seng med en kvik bemærkning. Grosseren hadede støvsug ning og gennemtræk. Han havde lune, og mente at det måske var hyggeligere at komme i helvede, når tiden var inde, hvor det jo skulle være dejlig varmt. Fruen blev sur når han diskuterede det gamle te stamente med mig, hun fandt det upassende. Dette forår blev min far meget syg, og jeg fik fri 4 dage til at rejse hjem. Det var en sørgelig oplevelse. Far blev opereret for sår på tolvfingertarmen, m en han var syg og afkræftet, og mor sank helt sammen, først fars sygdom, og så økonomien. Mor overtalte mig til at vende hjem til Vejen og søge plads der. Men det var ingen god idé. Da far kom hjem f ra sygehuset var han stadig meget syg, og hans humør var dårlig, jeg havde søgt arbejde, men det var en dårlig arbejdsplads jeg fik. Jeg skulle dække kaffeborde og servere, for det var et traktørste d i Skibelund Krat, hvor de forskellige landboforeninger havde som udflugtsmål. Det varet samlingssted for danskhedens venner fra 1867-1920, der var mindestene og skulpturer af kendte kunstnere. Nå r kaffen var overstået skulle jeg åbne kiosken og sælge is mm Opholdet sluttede brat, for jeg havde den frækhed at forsyne kaffebordene med askebægre dvs nogle kasserede underkopper, det var for at u ndgå de meget snavsede gulve som det også var min opgave at vaske, men uden sæbe eller soda. Da jeg en dag kravlede rundt, og skurede løs, stod manden der pludselig og spurgte grinende om jeg mored e mig godt. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg rejste mig og gik ud og pakkede mine ting, fortalte et par sandheder undervejs. Min indtjente løn fik jeg ikke. Konen prøvede at hold e lidt med mig, men blev bragt til tavshed. Men hjemme blev de ikke begejstret for at se mig, og til sidst så jeg mig nødsaget til at minde især min far om, at han selv havde lært mig at jeg ikke sku lle finde mig i alt . Freden blev genoprettet, og jeg indså at det ikke var i Jylland min fremtid lå. Jeg rejste igen til København, men det var midt på sommeren, og der var ikke mange pladser at væl ge imellem, så jeg valgte at tage til Bornholm som stuepige, på hotel Nordland. Det var en helt ny verden. Personalet var meget blandet. Nogle af pigerne var så naive og uvidende, at det ikke kan bes krives. Oldfruen var også ubeskrivelig. Værten var såmænd god nok, men oldfruens evige klager over personalet gjorde ham uligevægtig, og når han gav en ordre, gav hun kontraordre og sikken en ballade . Den danske sommer er kort og 1. september sluttede sæsonen og så tilbage til København. Jeg havde dog set det meste af Bornholm, for værten gav os 3 dage, hvor hotellets bil kørte os rundt til all e turistmålene. Den gode afslutning får mig altid til at mindes Bornholm som en meget smuk ø på ondt og godt. Sejlturen tilbage til København var hård, jeg lå på det bare dæk og bølgerne skyllede in d over min arbejdskammerat og mig, men det var en dårlig idé at rejse sig, det var der beviser for langs rælingen. Tilbage i København fik jeg husly hos Robert og Ija. Min lille nevø, Jørgen var over måde lykkelig for at se mig, og jeg var så legetante, når jeg ikke var på jagt efter en ny plads. Der gik ikke mange dage, så blev jeg stuepige hos en direktør på Mosehøjvej. Jeg kunne begynde med de t samme. Deres 2 unge piger var forsvundet i nattens mørke medtagende en del effekter. Fruen var 72, men ikke særlig rystet over pigernes adfærd. Jeg fandt det meget mærkeligt, for det var små krav , der blev stillet til os, men kokkepigen var ikke tilfreds, hun ville ikke lave det mad fruen bestemte, men kørte sit eget løb, så det gik jo kun en tid, så rejste hun, og så kom Sylvia, og hendes L eo. Det var noget af en prøvelse, for Leo var en bisse, som er svær at beskrive. Han var staldkarl og ridelærer for 2 halvgamle ugifte frøkener, de sidste arvinger til et stort handelshus. For at for stå denne historie bliver jeg nødt til at fortælle at vore værelser lå i en garage, det var egentlig en lejlighed, der var beregnet til chaufføren. Vi boede godt, og ingen blandede sig i hvad vi lave de i vor fritid. Vores herskab var godt klar over, at de havde en pensionær, men sagde ingenting. Jeg kæmpede min egen kamp. Leo mente sagtens han kunne klare 2 piger, for som han sagde, Sylvia havd e han af praktiske grunde. Jeg fik ekstra lås på min dør, men det var ikke nok, så fandt jeg på at true ham med at sige op, og afsløre grunden for herskabet, han var klar over at jeg mente det, og s å blev jeg pludselig en beregnende heks, som Sylvia også skulle tage sig i agt for, men de voldelige overfald hørte op. Pludselig lysnede det, damerne Leo var hos arvede en lille ejendom med stald, o g stuehus og så ville de hjælpe Leo, så han kunne gifte sig, og flytte ind i huset. Han pralede med at han også stod til damernes rådighed, efter rideturerne. Men Sylvia og Leo blev gift, man kan rol igt sige i stilhed på rådhuset, og bryllupsmiddagen havde Sylvia samlet over et par dage, en del var min ration, men lettelsen over at blive af med dem, opvejede maden, udgiften til en beskeden bryll upsgave. Sylvia havde en kiste med mange ting, som hun fortalte at hendes sidste frue havde givet hende, nu fyldt op med gode køkkenting fra vor køkken. Fruens kommentar var at vi kunne ånde lettet o p, for det Sylvia havde en kiste med mange ting som hun fortalte at hendes sidste frue havde givet hende, nu fyldte hun op med gode køkkenting fra vor køkken. Fruens kommentar var at vi kunne ånde le ttet op, for det havde jo også været en slem tid for os alle. Dagny havde fået en god plads lige i nærheden, så vi tilbragte meget af vor fritid sammen, og da sommerferien stod for døren tog vi på e n ikke helt almindelig cykeltur til Møn og Lolland Falster. De første 2 dage regnede det så vi måtte søge læ i et tømmerskur, en opsynsmand ville jage os væk for han mente vi var flygtet fra et pigeh jem, men da vi fortalte ham at vi var 2 husassistenter på ferie ønskede han os god tur, og at det snart måtte blive bedre vejr. Vi havde hverken telt, sovepose eller alt det grej der hører til såda n en tur, kun et lille spritapparat, en kasserolle, og hvert et uldtæppe. Vi havde bestemt os til at overnatte i høstakke, men med det vejr måtte det opgives, og da vi så 2 unge mennesker stå ved der es hus, som ikke var helt færdigt, spurgte vi om vi måtte ligge i et af udhusene, og vi var heldige for ved ombygningen havde de stillet en gammel sofa og en divan ud i det nye udhus. De var enlige o g gæstfrie, og bød os på kaffe og galopkringle, og det varmede dejligt. Næste morgen skinnede solen, og efter morgenkaffen kørte vi videre, vi sejlede med færgen Dronning Aleksandrine over til Møn. D et er jo en smuk ø, og selve Klinten er jo storslående, vi var unge og klatrede flere gange både op og ned. Så gik turen videre over Grønsund til Falster og videre til Lolland, jeg husker dem som meg et flade og skovfattige øer. Det primitive liv var ved at kunne ses på os så vi cyklede til Rødbyhavn, hvor Dagny havde en slægtning, der var afdelingsleder på Rødbyhavns åndsvageanstalt, hun havde i nviteret os til at bo der nogle dage. Vi nød at tage bad og sove i gode senge, og dejlig mad fik vi også. Laura var meget gæstfri, og hun nød den adspredelse vort besøg medførte, hun fik byttet sig t il nogle fridage og cyklede med og viste os rundt. Vi så Knuthenborg Park, og på den tid havde de Danmarks største kaktussamling. Vi skulle jo videre, først til Nakskov og Bandholm, det var ikke så l et at finde overnatningssteder. I Bandholm fik vi en skrækkelig nat i en bygmark. Byggen var høstet og sat i traver (tror jeg det hedder), vi svøbte os i vore tæpper, men byg har modhager som bored e sig gennem vores tæpper, for at gøre det helt umuligt blev der tåge, som drev fra bugten ind over marken. Kl. 5 om morgenen sad vi på kirketrappen og nød solen som stod op, og vi var rørende enig e om at kirken, når man ellers søgte den, kunne være til gavn og glæde. Da vi kom til Falster blev vi overfaldet af et skrækkeligt tordenvejr, så vi måtte søge ly i en lille landejendom, deres gæstfr ihed kendte ingen grænser. Vi skulle spise med, og om aftenen var naboerne samlet for at drøfte landmandskrisen, og om de skulle støtte protesttoget til Christiansborg. Vi havde jo læst om det i avis en, men i Nordsjællands fine villakvarterer hvor vi levede vores hverdag, var det jo ikke samtaleemne. Vi var begge meget interesseret, og vi vidste jo at England ikke ville betale en ordentlig pri s for smør og bacon, og lagde store hindringer i vejen for handlen med Tyskland som gerne ville aftage de fede grise. Det var en dejlig aften. Næste morgen skinnede solen og vi tog hele turen til Brø nshøj i et stræk. Det var et par trætte piger, der bankede på hos Robert og Ija, og de tog pænt imod os, Robert kom med et par kritiske bemærkninger om mit noget ramponeret udseende, men de var nysge rrige efter at høre om vore oplevelser, så det blev sent før vi gik til ro, efter 90 km. cykeltur. Da jeg kom hjem fra denne ferie, synes jeg at jeg havde fået nok af at være husassistent, jeg va r 22 år, og fra jeg var 14 år, havde jeg aldrig haft fri juleaften, højest 2. juledagseftermiddag. Påsken var også bare mere arbejde end sædvanlig, pinsen ligeledes. Fars sygdom og død vinteren før , havde taget meget hårdt på mig. Jeg fik den idé at leje et værelse, og gå ud som løs hushjælp fra et anvisningskontor. Musse kom mig til hjælp, da jeg luftede planen for hende, hun var nygift, me n havde et værelse jeg måtte leje for en billig pris. 1934 begyndte jeg så på at søge arbejde, og man kan roligt sige at det lå ikke lige om hjørnet, men jeg fik omsider noget, og var heldig a t komme hos gode mennesker. Jeg lavede mad og serverede, og de ville gerne have mig igen. Det passede ikke damen der drev kontoret.(jeg fik arbejde gennem et arbejdsanvisning kontor, mod at aflever e 10% af lønnen, når jeg var heldig tjente jeg en krone i timen.) Hun fortalte at hun havde været nødt til at sige mig op. Grunden ville hun ikke sige, for hun håbede da ikke det var gået ud over dem . En af mine kammerater fortalte mig det. Så ringede jeg op til disse mennesker og jeg kom tilbage. Ismejeriet hvor Musse var kunde, ville gerne tage imod besked, så jeg skulle bare høre ind 2 gang e om dagen, nu gik det rigtig godt, men med en dagløn på 5 kr., skal der meget til, det bedste var servering og madlavning for da fik jeg 1 kr. i timen, og ofte drikkepenge. Men lønnen var slem, inge n selskabelighed, men da jeg jo nu var selvstændig, fik jeg fast 2 gange om ugen fra 3. Lønnen var 75 øre i timen, og det var fint dengang, og så var jeg barnepige og lavede mad til fest gennem anb efalinger. Jeg havde snart så jeg kunne købe lidt møbler mm Først lejede jeg et tomt værelse hos Ester, og vi blev venner for livet. Ester var forlovet og giftede sig. Hendes mand havde skaffet en mo derne lejlighed i Valby. Jeg var heldig, en af mine kammerater skaffede mig en lille lejlighed i Viborggade, køkken og stue. Men der skulle muges ud og males, ferniseres mm Mine naboer var alle fordr ukne og aldeles arbejdsløse, men rare og venlige, de kunne godt låne sukker mm af mig, men det blev altid leveret tilbage med tak for lån. Jeg tror nok de synes jeg var en underlig størrelse, der hve rken drak eller røg. Når solen skinnede og jeg tog en stol ud i gården, og læste, standsede de som regel op og sludrede lidt, deres blomstrende sprog var morsomt, når vægen bulede som Kong Volmers rø v, og diverse blå øjne var violer, det hændte også at de sprængte en dør i nattens hede, men jeg led ingen overlast. Kort efter min 24 års fødselsdag traf jeg Erik og så sluttede mit frie ungkarleliv . Jeg er ikke i stand til at beskrive tiden der fulgte med mange glæder, og de uundgåelige skuffelser, men i den skrivende stund har vi holdt sammen i 55 år, og det taler jo for sig selv. Efterskrift : Når man skriver kommer tankerne jo flyvende, og der kan falde nogle afsnit ud. Derfor disse sider om mine små søskende. Da jeg rejste til Århus og senere til København mistede jeg lidt den nære kon takt med mine fire mindste søskende, de havde det til fælles at de aldrig kunne overvinde sig til at skrive men gennem særlig fars meget udførlige breve fulgte jeg lidt med i hvad de foretog sig. Aks el har jeg fortalt om, og da Otto blev konfirmeret kom han i lære hos en tømrer i (Gesten) en lille stationsby 3 km. fra vejen. Det var hårde år for Otto, han var lille og spinkel, og han voksede ikk e i de fire år, da han som 18 årig kom ind som soldat lignede han en dreng på 15 år, men medens han aftjente sin værnepligt udviklede han sig og blev en pæn ung mand, han tog på Haslev Håndværkers kole og uddannede sig til bygningskonstruktør, og så mødtes vi igen. Otto tog ind for at opleve København og så endte han gerne på Mosegårdsvej, hvor vi hyggede os, og han fik lidt at spise og kaffe . Da Gerda skulle konfirmeres lå far meget syg, og der blev ingen festlighed, men vi store søskende gav hende en rejse til København og tog hende med ud, og ikke mindst med i de store biografer med k inoorgler, som dengang var en sensation. Gerda skulle jo også ud at tjene, men det blev en slingrevals, især efter fars død. Gerdas forhold til husligt arbejde og de meget krævende fruer, er et kapit el for sig. Anna var kun 10 år og hun hjalp mor meget, hun gik med mælk for mejeriudsalget og havde mange små job. Mors liv uden fars støtte var meget svært. Det var strenge tider, og meget små penge , mor fik 1 kr. om dagen og kosten for at passe syge, og hjem hvor husmoderen var på sygehuset. Det var utroligt svært for mor som aldrig sprang over vor gærdet var lavest, men prøvede at rette op p å de værste skader i disse hjem. Anna var kun 14 år da hun begyndte at sy kjoler m.m. for naboer, og samtidig var i lære på en systue i Kolding. Otto lavede 1. salen med børneværelserne om til en lil le lejlighed til mor og pigerne, og når Otto var arbejdsløs sov han på divanen i stuen. Vores gode lejlighed og det meste af haven måtte mor leje ud, det var hårde tider. Robert og jeg sparede samme n og gav mor en rejse til København, som lidt opmuntring, jeg havde jo den lille lejlighed i Viborggade, det var beskedent, hvad vi kunne byde på, men en oplevelse for mor. Vi havde et fint sammenhol d i familien, men da Henry kom hjem fra Canada, og ham og Otto og Annas mand slog sig sammen om et byggefirma gik det galt, og siden har det pint mig at vi ikke mere kunne samles til fester m.m.

2. Folketælling: 1 feb. 1925, Vejen, Vejen, Ribe, Danmark. Folketælling 1916 for Enighedsvej nr. Forhuset-kvisten i Ringkøbing-fil nr. 00305.tif
navn-køn-født-gift-kronisk syg-stilling-erhverv-arbejdssted-indtægt-skat
Jens Sindholt-m 11-1877 g nej Fader Maskinpasser kalkandelsfabrikken 1100-17,80
Signe Sindholt-k 01-04-1881 g nej Moder
Ellen Margrethe Sindholt k 05-02-1906 barn
Henry Valdemar Sindholt m 31-05-1910 barn
Gudrun Marie Sindholt k 28-09-1912 barn
Aksel Villiam Sindholt- m 09-1914 barn
Fr d 7 gade indførsel nr. 11
Jens Sindholt-M-16/11-1877-Ry, Skanderborg Amt-Dansk-G-Husfader-Fyrbøder-Fr. d. 7 gade 12, vejen
Signe Sindholt-K-1/4-1881-Mesing, Skanderborg Amt-Dansk-G-husmoder-
Gudrun Sindholt-K-29/9-1912-Hammersholt, Frederiksborg-Dansk-Barn-
Aksel Sindholt-M-13/9-1914-Maade, Esbjerg? Ribe amt-Dansk-Barn-
Otto Sindholt-M-19/10-1916-Ringkøbing, Ringkøbing-Dansk-Barn-
Gerda Sindholt-K-2/9-1919-Ringkøbing, Ringkøbing-Dansk-Barn-
Anna Sindholt-K-28/2-1923-Vejen Ribe Amt-Dansk-Barn-


Forældre
            Far: Jens SINDHOLT [41] 
            Mor: Signe ANDERSDATTER Sinding [42] 

Ægtefæller og børn
1. *Erik Aksel Bregnholt JENSEN [5]
       Ægteskab: 14 apr. 1938 - Rødovre Kirke, Kbh, Kbh, Danmark 298
         Status: 
           Børn:
                1. Inge Bregnholt JENSEN [7]
                2. Tage Bregnholt JENSEN [1]
                3. Poul Bregnholt JENSEN [8]
                4. Børge Bregnholt JENSEN [9] 294

Notater
Dåbsnotater:
nr. [født] 1912 28 septembr-Gudrun Marie Jensen-Maskinpasser Jens Jensen og Hustru Signe Andersdatter Sinding 31 aar Hammersholt-[døbt] 1912 24 november-Pastor Engel-[faddere] Tømrer Rasmus Sinding s hustru Marie af Herning. Pige Margrete Sørensen, Hammersholt. Tømrer Rasmus Sinding, Herning. Arbmd. Rasmus Sørensen, Hamh. Barnets fader-I Følge Skrivelse fra Byfoged og Borgmesterkontoret i Korsø r af 11 septbr 1913 fører Gudrun Marie Jensen for fremtiden Navnet. Gudrun Marie Sindholt.

Billede Hans-Jørgen SINDHOLT [99]

      Køn: M

Forældre
            Far: Jørgen Marius NIELSEN [98] 
            Mor: Gerda Mary SINDHOLT [48] 

Ægtefæller og børn
1. *Anita Lindstrøm HENRIKSEN [102]
           Børn:
                1. Iben Kirja Lindstrøm SINDHOLT [110]
                2. Gitte Bjørk SINDHOLT [103]


Billede
Helene SINDHOLT [2122]

      Køn: K

Forældre
            Far: Per SINDHOLT [94] 
            Mor: Susanne Charlotte RODHOLM [2120] 


Billede
Henrik SINDHOLT [79]

      Køn: M

Forældre
            Far: Jørgen SINDHOLT [73] 
            Mor: Anette Sarroe MADSEN [78] 

Ægtefæller og børn
1. *Dorthe FOGHT-SØRENSEN [3806]
           Børn:
                1. Liva Foght SINDHOLT [3807]


Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 26 mar. 2017 med Legacy 8.0 fra Millennia